Svensk fest for øllet

01.06.2018 13:15

Sibbarps Husbryggeri er et mikrobryggeri fra Limhamn i det sydlige Malmø. Bryggeriet startede i 2012 som et hobbyprojekt i Rolf Nilssons garage. I april 2016 blev Rolf Nilsson fuldblodsbrygger. Ølfestival 2018 er bryggeriets første i København.

- Ølfestival er en god festival, hvor man kan mærke, at den ikke er lavet for at tjene penge. Det er en festival, hvor det handler om øllet. Det mærker man, siger Rolf Nilsson.

Siden opstarten i 2016 har bryggeriet deltaget i 15-20 ølfestivaler i Sverige og en enkelt i Frederikshavn, Ølfestival i Lokomotivværkstedet er ifølge Rolf Nilsson den bedste.

- Der findes ikke en lignende festival andre steder, forklarer han og siger, at det også er dejligt, at gæsterne kan smage andet end øl. For eksempel cider.

Sibbarps Husbryggeri er i dag en familievirksomhed i to generationer. Fokus er på egne fortolkninger af klassiske øltyper. Indtil videre har Sibbarps Husbryggeri lanceret otte forskellige øl, som kan smages på Ølfestival 2018.

Sibbarps Husbryggeri er ikke det eneste svenske bryggeri på årets festival. Poppels Bryggeri fra Jonsered og The Uncharted Brewing Company fra Eslöv har egne stande, mens Real Drinks har øl fra svenske Brutal Brewing og Melleruds Bryggeri.