Alkoholstyrken i danske øl falder

24.04.2019 13:29

Salget af alkoholfrie øl stiger støt. I 2018 drak de danske ølkunder 4,3 millioner liter øl uden alkohol. Det er en firdobling siden 2013.

Den gennemsnitlige alkoholprocent på nye øl fra danske bryggerier er faldet betydeligt siden 2013. 2018 bød på rekordmange nye øl fra de danske bryggerier, 1.825 blev det til. Den gennemsnitlige alkoholprocent for de nye øl var 6,28 procent.

Gennemsnittet er markant lavere end i 2013, hvor snittet lå på 6,94 procent. Siden er alkoholprocenten faldet hvert år til det foreløbig laveste niveau sidste år. Det fremgår af en analyse, udarbejdet af Beerticker for Bryggeriforeningen.

- Bryggerierne bestræber sig på at brygge øl til nydelse frem for beruselse. Og de er blevet dygtige til at tilbyde forbrugerne velsmagende øl uden meget høje alkoholprocenter. Desuden brygger de langt flere alkoholfri øl, siger Niels Hald, der er direktør hos Bryggeriforeningen, der er bryggeriernes interesseorganisation. 

Halvdelen af sidste års nye øl var på mindre end 6 procent. I 2013 var 43 procent af de nye øl på markedet under 6 procent. I 2018 var øl på mellem 5 og 5,9 procent mest populære – dem var der 558 nylanceringer af, svarende til 30 procent af alle nye øl. 17 procent af de nye øl var på 8 procent eller mere.